Historie

Engang for knap 345 år siden…

I 1677 blev der for første gang budt velkommen på Søllerød Kro. Den lokale præst fik lov at drive krohold for bysbørn og folk på gennemrejse i den smukke, hvidkalkede bygning ved byens gadekær mellem kirke, skov og slot. Søllerød Kro blev hurtigt en vigtig del af lokalområdet, og da automobilerne gjorde deres indtog i 20’erne, blev kroen også et yndet udflugtsmål, hvor folk kom fra nær og fjern for at spise og hygge i kroens smukke omgivelser.

I dag er bygningen fredet og behandles med stor ære og respekt. Man mærker tydeligt historiens vingesus og imponeres over de smukke krostuer. Her hersker en højtidelighed, som altid findes på historiske steder, men også en hjertelighed og en følelse af at være velkommen uanset hvem man er, som det hører sig til på en kro.

Søllerød Kro fik sin første MICHELIN stjerne i 1987 og har siden 2007 haft en stjerne i MICHELIN guiden hvert år.

Kroen ejes i dag af Michael Jordan, og Søllerød Kro har været i Jordan familien siden 1993.